Slip af med snorken – hjælp til lydløs nattesøvn

De fleste mennesker snorker lidt ind i mellem. Det er helt normalt. Men nogle mennesker snorker så meget, at det...

De fleste mennesker snorker lidt ind i mellem. Det er helt normalt. Men nogle mennesker snorker så meget, at det går ud over deres egen og deres partners nattesøvn. Det kan være meget frustrerende, og så kan snorkeriet blive et problem. Om du snorker lidt, moderat eller meget, kan du her få nogle tips til, hvordan du kan mindske nattestøjen.

Hvem snorker?

Det er meget normalt at snorke ind i mellem. Men hvis vi taler om den problematiske snorken, som kan gå ud over snorkerens og partnerens nattesøvn, er mænd overrepræsenteret. Men det betyder ikke, at kvinder ikke kan snorke. Den problematiske snorken tiltager med alderen, og det er ofte omkring de 60 år, at man snorker mest højlydt. Der er også en tydelig sammenhæng mellem overvægt og snorken.

Hvorfor snorker vi?

Det kan være lidt teknisk at forklare, hvorfor vi snorker. Grundlæggende snorker vi, fordi der er ikke plads nok i svælget til, at luften fra vejrtrækningen kan passere uden problemer. Når der ikke er plads nok, får luften de bløde dele af svælget til at vibrere, og det er det, der skaber lyden.

Man kan sammenligne det med, hvis man lukker luften ud af en ballon, mens man trækker ud i åbningen på ballonen. Så opstår der en høj pibelyd. Når man trækker ud i åbningen, har luften ikke meget plads at passere gennem, og det sætter vibrationer i gang. Det er vibrationerne, der laver lyd – både i ballonen og i svælget. Når vi er forkølede, snorker vi ofte mest, og det hænger sammen med, at svælget er hævet og derfor har endnu mindre plads til at lade luften passere.

Lidt for afslappede muskler

Når vi er vågne, sørger vores muskler i svælget for, at der er aktivitet og spænding i svælget, så vibrationer og dermed snorkelyde ikke forekommer. Snorkeriet hænger nemlig sammen med, hvor afslappede musklerne i svælget og tungen er, fordi det har betydning for, hvor meget svælgets dele kan vibrere. Derfor snorker du mest i den dybe søvn, for der er musklerne mest afslappede. Den dybe søvn – og dermed snorkeriet – sker derfor ofte midt eller sidst på natten.

Det er også derfor, at det tit er overvægtige, der snorker mest – der er simpelthen mere, der kan vibrere. Mange snorkere er også rygere. Det hænger sammen på den måde, at tobak skaber hævelser i svælget og dermed mindre plads til luften.

Er det farligt at snorke?

Det er ikke farligt at snorke lidt ind i mellem, men hvis snorkeriet bliver meget voldsomt, kan det lukke for luftvejene, så man vågner og får afbrudt sin søvn. Det kaldes obstruktiv søvnapnø. Det sker, fordi man vågner, når man ikke kan få luft, og det betyder, at man ikke bliver udhvilet, når man vågner. Er du i den kategori af snorkere, skal du søge lægehjælp, for det kan være farligt og yderst belastende både for dig og din partner.

Der kan være andre grunde til voldsom snorken såsom store mandler, hævelser i luftvejene, polypper, allergi eller endda en svulst i svælget. Hvis du eller din partner pludselig begynder at snorke meget voldsomt, kan det være en god ide at opsøge en øre-næse-hals-læge, så du kan udelukke potentielt farlige sygdomme.

Selvom det ikke er farligt at snorke, kan det give sociale problemer. For eksempel er det vigtigt, at du selv og din partner får en ordentlig nattesøvn, for at I kan fungere optimalt i hverdagen. Den gode søvn hænger nøje sammen med godt helbred, stressniveauer og humør. Så hvis du eller din partner vækkes hver nat, er der mange gode grunde til at få gjort noget ved problemet.

Hvad gør man ved snorkeriet?

Hvad gør du, hvis ægtefællen vælter huset med snorkelyde hver nat? Eller hvis du får bebrejdende blikke hver morgen fra en klatøjet partner? Hvis du enten selv snorker eller er offer for en andens snorken, får du her nogle råd til, hvad I kan gøre ved det:

Jo mere afslappede muskler, jo mere snorken
Sørg for ikke at gøre musklerne i svælget for afslappede. Det betyder, at du ikke skal drikke alkohol, op til at du skal sove. Alkohol påvirker både vejrtrækningscenteret i hjernen og afslapper musklerne i svælget, hvilket giver dobbelt risiko for snorken. Anden sovemedicin, nervemedicin og muskelafslappende medicin kan også betyde, at musklerne bliver for slappe, så snorkeriet opstår eller tager til.

Fysisk træthed skaber afslapning
Stor fysisk træthed bevirker, at musklerne efterfølgende slapper mere af, så det kan også have betydning for snorkeriet. Sørg for ikke at træne alt for hårdt, hvis du snorker meget.

Snorken hænger sammen med vægten
Snorken hænger ofte sammen med for høj vægt. Også bare en lille smule ekstra på sidebenene kan have betydning for, hvor meget du snorker. Derfor kan det være en god idé at tabe sig, hvis snorkeriet er et problem.

Sov på siden
Ofte kan snorkeriet modvirkes, hvis den snorkende ligger på siden. En ide kan være at lægge en tennisbold ned i en sok og derefter sy den fast på ryggen af nattrøjen. Så vil den snorkende naturligt holde sig fra at ligge på ryggen.

Hvis intet virker

Har I prøvet det meste, så søg læge – helst en øre-næse-hals-læge. Der findes mange præparater på apoteket, som ikke har særlig stor effekt. Det er muligt at få lavet en skinne hos tandlægen, som holder tungen og svælget på plads. Alternativt kan den snorkende sove med iltmaske. Men det skal I tale med lægen om.

Som ægtefælle kan det være en ide at sove med ørepropper og gå tidligere i seng end den snorkende, så du sover, når den anden begynder at snorke. Ellers kan det være nødvendigt med drastiske skridt som at sove hver for sig.