Sover du dig sund? – Dunlopillo
logo

Sover du dig sund?

Vi ved godt, at ordentlige søvnvaner er godt for os. Det mærker du sikkert tydeligt på egen krop, hvis du ikke har sovet nok. Der er desværre mange danskere, der alligevel ikke sover ordentligt. Men hvorfor er søvn sundt, og hvad gør søvn godt for? Få svarene her.

Alle eksperter, læger og forskere siger, at søvn er vigtigt for dig. Selvom vi stadig ikke ved, præcis hvorfor vi sover, er alle enige om, at søvn er sundt for både kroppen, hjernen og sindet. Nogle forskere siger endda, at gode søvnvaner er lige så vigtigt som sund kost og motion, når det gælder om at holde sig sund og rask. Derfor er det meget vigtigt med gode søvnvaner.

Din krop har godt af søvn

Søvn er sundt for kroppen, men der er flere grunde til, at du skal sove ordentligt for din krops skyld. Dem kan du få mere at vide om her.

Søvn holder dig slank

Forskning har vist, at søvn er med til at styre og regulere din appetit. Dermed påvirker søvn din vægt. Sover du for lidt, stiger din appetit. Det sker på grund af det hormon, der regulerer appetitten, som hedder kortisol. Når du sover nok, falder dit niveau af kortisol, og derfor har du ikke lige så stor trang til mad, når du vågner. Kortisol fungerer på den måde, at hvis du har meget kortisol i blodet, så har du større trang til kalorier. Manglende søvn kan derfor spille ind, når du får lyst til pizza og cola.

Det hænger også sammen med, at mangel på ordentlig søvn gør, at vi i højere grad går efter de spontane impulser fx til fed og nem mad. Det kan skyldes, at du ikke har megen energi, når du er træt. Derfor synes kroppen, at den mangler kalorier, fedt og sukker, så den kan få hurtig energi, og derfor har du lyst til usund mad.

En anden side af sagen er, at den gode søvn kan forbrænde fedt og sukker bedre. Det betyder, at hvis du har spist meget fedt og sukker i løbet af dagen, kan den gode søvn være med til at nedbryde det og holde dig slank. Men under alle omstændigheder kan den gode søvn bevirke, at du ikke har lige så stor risiko for fedme og diabetes.

Søvn holder dig i live

Forskning fra Folkesundhedsvidenskab på Købehavns Universitet fastslår, at dårlig søvn kan betyde, at du ikke lever lige så længe, som hvis du sover godt. Den gode søvn er med til at holde dig rask og dermed holde dig i live længere. Det skyldes en række fordele ved søvnen.

Søvn har bl.a. påviselig sammenhæng med immunforsvaret. Dit immunforsvar fungerer optimalt, når du får søvn nok, og derfor kan den gode søvn holde dig rask. Den viden har man bl.a. fra forsøg med rotter. Hvis man ikke lader rotterne sove ordentligt, vil de på et par uger udvikle infektioner og til sidst dø af det.

Søvnen har også den fordel, at fordi din krop er i en form for trance eller et hvilerum, så har dine celler og dit væv mulighed for at reparere sig selv. Søvn er altså med til at genopbygge væv og celler i kroppen. Det gælder også dine hjerneceller. Samtidig er søvnen med til at holde dine blodkar smidige. Det sker, fordi dine blodkar udvider og trækker sig sammen, når du sover. Undersøgelser har vist, at forsøgspersoner, der sover mindre, har stivere blodkar og dermed større risiko for åreforkalkning.

Man er ikke sikker på, hvorfor søvnen har den effekt. Måske hænger det sammen med blodtrykket. Under den gode søvn sænkes blodtrykket, og åreforkalkning er mere hyppig ved forhøjet blodtryk. Gode søvnvaner er på den måde med til at forebygge åreforkalkning.

Søvn har en direkte sammenhæng med dit helbred. God søvn kan forebygge hjerteproblemer, diabetes og andre kroniske sygdomme. Søvnen kan også få dig til at se yngre ud. Det er nemlig blevet bevist, at huden ældes hurtigere hos folk, der sover dårligt. Det skyldes, at huden har brug for genopbygning under søvnen, så det er vigtigt, at du får din skønhedssøvn.

Søvn er sundt for sindet

Hjernen og sindet har også brug for det natlige afbræk. Mangel på søvn sættes ofte i forbindelse med depression og dårligt humør. Det er de færreste med søvnunderskud, der har overskud i hverdagen. Her kan du læse mere om, hvordan søvn er godt for hjernen og sindet.

Søvn placerer informationer rigtigt på din hukommelses harddisk

God søvn får dig til at huske bedre, og gør dig mere modtagelig for ny læring. Det skyldes REM-søvnen. REM står for rapid eye movement og er den lette søvn, hvor du drømmer. REM-søvnen gør det, at den placerer dagens informationer de rigtige steder på hukommelsesharddisken. Den lægger så at sige informationerne på de rette hylder. Det siger sig selv, at hvis du ikke får nok søvn, kommer informationerne til at ligge hulter til bulter, eller de forsvinder måske helt. Derfor er søvn vigtig for, at du kan lære nye ting, og huske det, du lærer og oplever.

Et andet aspekt er, at hvis du ikke har sovet nok, kan du ikke koncentrere dig ordentligt, hvis du skal lære noget nyt. Søvn er altså med til at forberede din hjerne på de opgaver, du skal løse i løbet af dagen.

Ordentlig søvn kan også forebygge Alzheimers, da søvnen er med til at rense affaldsstoffer ud af hjernen. Der sker væskegennemstrømning i hjernen, når du sover, som holder hjernen ren.

Søvn påvirker dit humør

Fordi søvn påvirker dine hormoner, er søvn også en vigtig faktor i forhold til, hvor glad du er. For lidt søvn kan gøre dig i dårligt humør, som du sikkert har oplevet, når du er træt. Søvn er faktisk så betydningsfuldt for din mentale tilstand, at dårlig søvn kan forårsage depression. Forsøg har konkluderet, at 4 dages søvnmangel kan resultere i, at kroppen har et hormonelt niveau som hos en med depression.

Sund søvn

Pas på dig selv ved at sove godt. En god nats søvn og et godt søvnmønster gør krop og sind sunde. Sørg for at få i hvert fald syv timer, og følg med på siden her, hvor vi løbende giver dig information og gode råd om søvn og søvnvaner.

Læs mere om søvnens sunde indflydelse på dig på videnskab.dk:

Du kan også læse Chris McDonalds opsang til folk, der ikke sover nok:

Fabriksvej 13, 7760 Hurup/Thy
+45 82 13 30 60
info@dunlopillo.dk

Nærmeste forhandler