Kan du heller ikke sove? 5 gode råd til bedre søvn

Du ligger og vender og drejer dig i lang tid, før du falder i søvn. Dine tanker kører rundt, og...

Du ligger og vender og drejer dig i lang tid, før du falder i søvn. Dine tanker kører rundt, og du bekymrer dig om, at du ikke kan sove. Mange mennesker bruger alt for lang tid på at falde i søvn. I dette blogindlæg får du en række tips til, hvordan du kan slappe af, inden du skal sove, så du får lettere ved at falde i søvn.

Kaffe, mad, alkohol og smøger holder dig vågen

Sørg for at afholde dig fra enhver form for stimulanser, op til at du skal sove. Det handler om koffein fra kaffen, nikotinen fra cigaretter og alkohol. Mange tager sig et glas rødvin om aftenen for at falde ned, men alkohol gør din søvn mere overfladisk og ustabil, så det er bedst at falde i søvn uden alkohol i blodet.

Lad også være med at spise et par timer inden, du skal sove. Mad sætter fordøjelsen i gang, og det kræver energi og gør det sværere at slappe af.

Et tip kan være at drikke noget varmt for at slappe af. Varm mælk eller urtete kan være gode muligheder, men sørg for, at der ikke er stimulerende ting som fx koffein i det, du indtager.

Skab et ordentligt sovemiljø

At gøre dit soveværelse klar til at gå i seng kan være en måde, hvorpå du mentalt kan forberede dig på snart at skulle sove. Følg disse gode råd, som kan give dig en bedre søvn:

Sørg for at lufte ud, inden du går i seng, så du har et friskt og forholdsvis køligt soveværelsesmiljø. Sørg også for at sove i mørke. Hjernen og kroppen er meget påvirkelige over for lyskilder, og derfor er et mørkt soveværelse bedst, hvis du gerne vil falde i søvn hurtigt og slappe ordentligt af. Det kræver i de fleste tilfælde mørklægningsgardiner eller i hvert fald meget mørke og tætsluttende rullegardiner.

Det er også vigtigt, at du har en seng, der passer til dig og din kropsbygning, og som du ligger godt i. Hvis din madras er for blød, kan du have svært ved at vende dig, og det kan betyde, at du kan have svært ved at slappe af. Er madrassen for hård, kan du få ondt i ryggen, og så kan det også være svært at sove. Sørg for, at du ligger så godt og afslappet som muligt.

Sæt tempoet ned, og gør dig klar til søvnen

Mange mennesker går lige fra at arbejde på computeren til at gå i seng. Det gør dig desværre ikke særlig modtagelig over for søvn. Du bør i stedet give dig selv 1-2 timer, inden du skal i seng, til at forberede dig på, at søvnen nærmer sig. I denne periode skal du geare ned og ikke arbejde eller lave noget, der kræver din energi og tanker. Det gælder også tv og internet.

Hvis du skaber en nedkoblingsfase i perioden, inden du går i seng, får du lettere ved at falde i søvn. I denne periode skal du gøre de ting, der får dig til at slappe af og forbereder dig på søvnen. Det kan enten være at læse en bog, gå i bad, drikke noget varmt, eller hvad der nu hjælper dig med at falde ned.

Det er en dårlig ide at dyrke motion, lige inden du skal sove. Løber du en tur lige før sengetid, har du sat hele kroppen i gang, og det bliver sværere at slappe af. Sørg for at gøre dig selv afslappet mentalt og fysisk i den sidste time op til sengetid.

Væk med skærmene

I dag er der skærme over alt. Vi har smartphones, tablets, computerskærme og TV tilgængelig hele tiden. Men skærmene gør det sværere at slappe af, før du skal sove. Det lys, der er i skærmene, aktiverer din hjerne, så det tager længe tid, før den slapper af. Brug derfor ikke lysskærme op til en time før, du skal sove.

Derudover aktiverer skærmene og deres indhold også din hjerne på andre måder, som gør det svært at slappe af. Du bør holde dig fra socialt interagerende ting som at tjekke mail, gå på facebook eller chatte og sms’e, fordi interaktion med andre sætter gang i din hjerne. Samtidig har du ikke kontrol over, hvornår dem, du interagerer med, svarer tilbage. Det sætter din hjerne i højeste beredskab i stedet for at gøre dig afslappet.

Det gamle råd om, at der ikke skal være TV i soveværelset, gælder stadig. Det er blot udvidet til at gælde alle slags skærme. Hold elektronikken ude af sengen, så du kan slappe af og sove bedre.

Hvis det ikke virker, så stå op!

Sengen skal være der, hvor du sover. Hvis du ikke kan sove, skal du stå op, så sengen ikke bliver et sted, hvor du ligger vågen og bekymrer dig om ikke at kunne falde i søvn. Føler du dig ikke afslappet og klar til at sove, skal du stå op og lave noget andet. Sørg dog for ikke at lave de skadelige ting, som vi har nævnt her, men bliv stadig i din afslappede førsove-fase. Læs en god bog, og modstå fristelsen for at tænde for TV’et eller computeren.