Forstyrrer fuldmånen din søvn?

Mange mennesker bliver påvirket, når månen bliver lysende, rund og fuld. I dagene omkring fuldmåne kan det være svært at...

Mange mennesker bliver påvirket, når månen bliver lysende, rund og fuld. I dagene omkring fuldmåne kan det være svært at falde i søvn, og søvnen kan for mange føles utilstrækkelig. Men er der noget om snakken? Hænger søvnen sammen med månen? Og hvordan? Få svarene her.

Det er velkendt, at mange mennesker oplever, at en fuldmåne ikke er de bedste betingelser for en god nats søvn. Det kan endda være, selvom det er overskyet, og man ikke engang ved, at det er fuldmåne. Et af rationalerne bag er, at når månen har så store kræfter, at den kan trække i vandet på jorden og skabe tidevand med ebbe og flod, så kan den også påvirke menneskers kroppe eller måske det vand, som over halvdelen af menneskekroppen udgøres af.

Der findes mange forskellige myter, oplevelser og teorier. Men heldigvis forskes der på området. Så her får du svaret på, om der egentlig findes en sammenhæng mellem dårligere søvn og fuldmåne.

Fuldmånen er kilde til gode historier og uhygge

Det er ikke bare i dag, at fuldmånen har betydning og skaber teorier om søvn. Fuldmånen er svær at ignorere. Den markerer på imponerende vis, at en måned er gået. Den kan være stor og orange, og den kan lyse op, så man i natten oplever skygger næsten så skarpe som om dagen.

Fuldmånen har næret mange uhyggelige historier. Tænk blot på varulvene. Varulve er men-nesker, der påvirkes så meget af fuldmånen, så de helt skifter skikkelse og bliver frådende ulve, der forårsager død og ødelæggelse. Vi kender til begrebet månesyge, og ordet lunatic på engelsk, som betyder sindssyg, og ordene lune og lunefuld på dansk stammer fra luna, som er latin for måne. Månen har altså længe været omgærdet af mystik i menneskers tilværelse.

Der er ikke noget at sige til, at vi forbinder månen og især fuldmånen med noget uhyggeligt, mystisk og anderledes, og at mange forbinder fuldmånen med dårlig søvn.

Forskning i 2013 bekræftede dårligere månesøvn

I 2013 var det en nyhed på flere medier, at forskere havde fundet en sammenhæng mellem dårligere søvn og fuldmånen. Der var altså grobund for, at fuldmånen påvirkede søvnen, og mange fuldmånevågne kunne endelig finde ro i en forklaring.

Forskningen konkluderede, at fuldmånen rent faktisk forringer vores søvn. Undersøgelsen viste, at 33 forsøgsdeltagere ved fuldmåne sov 30 % lettere og 20 minutter kortere. Delta-gerne brugte også længere tid på at falde i søvn og fortalte, at de var mere trætte i perioden omkring fuldmåne.

Har mennesker et måneur?

Men forskerne i Schweiz kunne ikke forklare, hvorfor månen ifølge deres forskning forrin-ger søvnen. Det var ikke på grund af det ekstra månelys, da deltagerne sov i et helt mørkt rum uden vinduer, og forskerne troede ikke på, at månens tyngdekraft kan påvirke menne-sker, for det er den for svag til. Vi mennesker er for små til at blive påvirket, ligesom små søer ikke har tidevand. Og tidevandet sker derudover også hele tiden og er ikke kun et fuld-månefænomen.

Forskerne bag undersøgelsen foreslår, at mennesker ligesom visse dyr har et måneur, som er opstået for lang tid siden i vores udvikling lidt ligesom vores indre madur eller døgnryt-me. Søanemonerne på havets bund parrer sig for eksempel kun, når det er fuldmåne. Men hvad dette ur skal bruges til, er der ingen, der ved.

Forskningsresultaterne er modstridende

Resultaterne i 2013 gjorde os, der altid sover dårligere ved fuldmånetid, glade. Men forsøget er blevet kritiseret for ikke at have nok deltagere og ikke at have skabt data nok til konklusi-oner om fuldmånens påvirkning. Flere søvnforskere er også meget uenige i forslaget om et menneskeligt måneur. I 2015 blev et større studie offentliggjort, som afkræftede myten om dårligere søvn ved fuldmåne.

Myten afkræftes

Et stort forsøg fra 2015 med 2.125 forsøgspersoner viste, at månen ikke påvirker menne-skers søvn. Det store studie målte forsøgspersonernes nattesøvn i deres eget hjem i tre for-skellige månefaser for at se, om der var forskelle i søvnen. De fandt entydigt ud af, at der ikke er ændringer i forsøgspersonernes søvnmønstre, når det er fuldmåne.

Studiet er dog kritiseret for kun at måle en enkelt nat per månefase. Vi mennesker sover ikke på samme måde hver nat, og derfor ville det give bedre resultater at måle søvnen over flere nætter i hver månefase. Men under alle omstændigheder har dette studie med stor vægt af-kræftet myten om forringet søvn ved fuldmåne.

Månelyset forstyrrer

Vi mennesker er meget påvirket af lys, især i forbindelse med vores søvn. Derfor foreslår forskerne, at det er det øgede lys, der gør søvnen dårligere. En fuldmåne en skyfri nat ud-stråler som bekendt rigtig meget lys, som kan påvirke søvnen.

En anden forklaring kan være en psykologisk forklaring. Når vi ved, det er fuldmåne, sover vi dårligere, fordi vi tror på, at fuldmånen påvirker søvnen. Fuldmånen lyser jo så meget og er så stor og tydelig, at det er svært at undgå at lægge mærke til, når det er fuldmåne. Sådan kan det blive en selvopofrende profeti, som højst sandsynligt ikke har noget med fuldmånen selv at gøre.

Hold månelyset ude, og sov godt

Hvis du vil månemyten til livs og sove godt, selv når det er fuldmåne, kan det være en rigtig god ide at sørge for at holde lyset ude af soveværelset med mørke gardiner. Det vil hjælpe på din søvnkvalitet – ikke kun ved fuldmåne, men hele måneden, fordi selv det mindste lys fra gadelygter eller biler forstyrrer din søvn. Lys, når du sover, sætter nemlig gang i dine vågne-hormoner, som resulterer i, at du sover dårligere eller rent faktisk vågner.

Det betyder også, at du skal slukke for elektronisk lys, inden du skal sove. Så er din hjerne mere gearet til at falde i søvn. Bekæmp fuldmånen og alt andet lys ved at lukke det ude og sove bedre.