Hold da helt ferie, og sov godt!

Sommeren er over os, og det betyder ferietid, rejselyst, afslapning med familien og nye, spændende oplevelser. Men det betyder også...

Sommeren er over os, og det betyder ferietid, rejselyst, afslapning med familien og nye, spændende oplevelser. Men det betyder også akavede sovestillinger i fly, busser og biler og nye senge i ukendte værelser med anderledes puder. Læs med her, og få gode råd til, hvordan du får sovet godt i nye omgivelser, så din ferie bliver afslappende, og så jetlagget ikke sender dig hjem igen med søvnunderskud.

Det er sommer, det er sol (så meget det nu kan blive til i lunefulde Danmark), og det er ferie! Hvad enten du stuver børn og ægtefælle sammen i bilen med telt på tagbagagebæreren, ind i charterbussen eller genner dem alle sammen i et fly for at sikre sol og badevejr, så kan det være en udfordring at sove godt i de mange nye transportmidler og ukendte værelser.

Her får du en stor guide med tips og tricks til, hvordan du holder ferie med udflugter til drømmeland hver nat.

I flyet, i toget, i bussen og i bilen er den største udfordring, at du ikke rigtig kan komme til at ligge ned. Du må altså forsøge at sove siddende, hvis du ikke er så heldig, at du har fået et dobbelt- eller trippelsæde for dig selv.

Det er er en stor udfordring at sove i transportmidler, hvor man ikke kan lægge sædet tilbage uden at blive uvenner med dem, der sidder bagved. Vi giver dig de vigtigste tips, når du forsøger at få lidt søvn i transportmidler:

Hav en pude eller en nakkestøtte med
Hav styr på hovedet og nakken, så dit hoved ikke bevæger sig for meget. Det kan du gøre med en oppustelig nakkestøtte eller en lille pude. Et lille tæppe eller en trøje over dig kan også hjælpe dig med at slappe bedre af.

Husk, at hvile også er godt nok
Regn ikke med megen søvn, men husk, at det også er fint bare at hvile. Overvej eventuelt at bruge nogle meditationsteknikker, så du slapper helt af. Det giver også ny energi et hvile godt.

Drop kaffen eller G&T’en fra stewardessens vogn
Undgå alkohol, koffein og andre stimulanser, der har den mindste påvirkning på din søvn. Så skaber du de bedste betingelser for en skraber.

Og vigtigst af alt: Tag sovebriller og ørepropper med!
Lukker du lyde og lys ude, har du lidt bedre chancer for at falde i søvn.

Sådan sover du bedst i en fremmed seng

Den første nat, man sover et nyt sted, er man på mere vagt, end man er derhjemme. Det viser søvnforskning, og man kan endda se det på din hjerne. Derfor sover man aldrig rigtig godt et nyt sted, fordi lydene, lyset, luften og sengen er anderledes. Men hvordan kan du så få sovet ordentligt et nyt sted ikke bare den første nat men alle nætterne?

Du kan selvfølgelig ikke helgardere dig mod en madras, som ikke passer til din krop. Og de fleste kan også godt klare madrasmosten det relativt begrænsede antal nætter, det drejer sig om. Der er dog et par tips, du kan tage med, så det bliver lidt lettere:

Tag din egen hovedpude med

Hovedpuden er det, der sørger for, at du ikke får ondt i nakke og skuldre, som er de steder, der først reagerer negativt på, at du sover i en fremmed seng. Derfor er det en god ide at tage din egen pude med, som du ved, du sover godt på. Det kan godt betale sig at luge lidt ud i tøj og sko for at have plads til puden, for det sikrer dig en bedre nattesøvn.

Tag børnenes yndlingsbamser med
Hvis du har børn med, så sørg for, at de har nogle vante soveting såsom sovebamser eller en hovedpude med på rejsen. Så føles den fremmede seng mere tryg, for børn føler sig trygge ved det, de genkender. Det kan også være en ide at tage deres yndlingssengetøj med.

Hav flere muligheder mod varmen
Overvej, hvad du kan gøre, hvis der viser sig at være alt for varmt. Tag måske et tyndt tæppe eller sengelinned med, så du har et alternativ til varme sengetæpper. Hvis du er godt orienteret om værelset og dets udstyr, kan du bedre forberede dig på den gode søvn.

Tag sovebriller og ørepropper med
Du ved aldrig, hvad der venter dig i en fremmed seng i et fremmed værelse. Måske ligger den lokale kirke eller minaret lige uden for vinduet, så du bliver vækket med et brag tidligt om morgenen, eller måske er der ingen gardiner i et soveværelse mod øst. Derfor er det en god ide at være forberedt på det værste med sovebriller og ørepropper.

Sov bedst i et telt

Er I på teltferie i de svenske skove eller blot under hjemlige himmelstrøg, gælder det om ikke at gå ned på udstyr, hvis du vil roligt til drømmeland på teltpladsen.

Her får du tips til, hvordan du sover godt i naturen:

Invester i et godt telt
Det er vigtigt, at du investerer i et godt telt, som skal have visse vigtige egenskaber: Det skal for det første være muligt at lave udluftning, så der ikke bliver for varmt, hvis solen står på. Det skal også holde regn og dug ude, der skal være plads nok til alle og bagagen, og det skal kunne holde insekter ude.

Læg dit telt strategisk rigtigt
På grund af varme om morgenen er det klogt at være udspekuleret, når teltpladsen skal udvælges. Find øst (fx på din smartphone, eller hvis du er meget friluftsagtig på dit medbragte kompas), og se på, hvordan solen står op. Find der, hvor der er skygge om morgenen, enten fra et træ, en busk eller naboens store campingvogn, så du ligger i skygge fra solopgang. Ellers vågner du svedende varm i dit telt klokken seks, og det er ikke de bedste betingelser for en dejlig og afslappende feriedag.

Hold myg væk
Der er ikke noget, der kan holde dig vågen som myg, der summer i øret, eller kløende myggestik.

Hav en god madras, og tag din egen pude med
Et tyndt liggeunderlag gør ikke et bedste for din krop og din søvn. Køb en god luftmadras, der også isolerer mod kulden i jorden. Sørg for at puste luftmadrassen op, så den passer til din krop. Den behøver måske ikke være helt hårdt oppustet. Når din rygsøjle er helt lige, når du ligger på siden, er den pustet perfekt op. Hav din pude med, så du i hvert fald har styr på din nakke.

Tænk på både kulden og varmen
Det er en god ide at være garderet mod alt slags vejr. Det kan være smart at have en sovepose, der både isolerer, men som på den anden side heller ikke bliver en ovn, når det er varmt. Tag også gerne et tæppe og sengelinned med, så du har flere muligheder.

Tag (selvfølgelig) sovebriller og ørepropper med
Der er ikke mørkt i et telt om morgenen. Og telte er ikke de bedst lydisolerede soverum. Så tag sovebriller og ørepropper med til hele familien, så sover I alle som en drøm.

Få styr på jetlagget

Søvnproblemer og søvnunderskud på grund af jetlag kan ødelægge flere dage af den dyrebare ferie. Jetlag opstår, fordi vores krops døgnrytme ikke kan følge med vores moderne og hurtige transportmidler. Derfor bliver kroppen forvirret.

Det er forskelligt, hvor slemt det er, alt efter om du rejser mod øst eller vest. For de fleste er det værst at rejse mod øst, for så skal man tilpasse sig at gå tidligere i seng, og det kan være sværere at falde i søvn tidligt end at holde sig vågen lidt længere, som det er tilfældet, når man rejser mod vest.

Her får du de bedste råd til, hvordan du hurtigt får bugt med jetlagget:

Forbered dig allerede inden rejsen på, hvordan den nye døgnrytme bliver. Vend dig måske til at gå tidligere i seng, eller lad være med at sove på flyet, hvis du ankommer om aftenen.

Sæt allerede dit ur til den nye tidszone, når du stiger ombord på flyet. Så kan du mentalt forberede dig bedst muligt og måske snyde dig selv til at sove på flyet, så det passer med din destination.

Sørg for fra starten at gå efter den lokale døgnrytme der, hvor du er. Så bliver din døgnrytme hurtigere tilpasset. På den måde får du også lys, når det er lyst, og det hjælper dine søvnhormoner til hurtigere at vænne sig til døgnrytmen.

Sørg for at tilpasse dig spisetiderne der, hvor du er, også selvom du måske ikke er særlig sulten. På den måde kommer din mave også hurtigt med på den nye døgnrytme.

Drik masser af vand. Det er godt for kroppen i dens i forvejen udsatte position.

Selvom det er ferie, så prøv at holde dig fra alkohol, indtil din døgnrytme sidder i skabet. Det ødelægger nemlig søvnen yderligere, og det har en jetlagget krop ikke brug for. Det gælder også kaffe og nikotin.

Sørg for at få noget motion, og bevæg dig i løbet af dagen. Så bliver du mere klar til at sove, når du skal det.

 God sommer, god ferie
– og sov rigtig godt!