De bedste sovestillinger – lig rigtigt, og sov godt

Nogle ligger bedst på ryggen, andre falder helst i søvn på maven. Men måden, du sover på, kan være dårlig...

Nogle ligger bedst på ryggen, andre falder helst i søvn på maven. Men måden, du sover på, kan være dårlig for din krop i det lange løb. Derfor bør du orientere dig om, hvordan du ligger bedst. Vi har samlet eksperternes viden om de bedste sovestillinger her, så du kan finde ud af, om dine søvnvaner er gode for dig og din søvn.

Mange voksne oplever på et eller flere tidspunkter i deres liv at få ondt i ryggen, nakken og lænden. Det er ubehageligt og kan føles som en begrænsning i hverdagen. Derfor kan det være en god ide at være bevidst om, om smerten kommer, fordi du ligger forkert om natten. Der findes nemlig nogle sovestillinger, der er bedre for din krop end andre.

Søvn er vigtig, for at du kan fungere, og for at kroppen kan restituere og hele. Hvis du har tendens til at få ondt i nakken, ryggen, lænden eller hoften er det vigtigt, at du får din gode nattesøvn. Men et problem er, hvis måden, du sover på, er med til at skabe smerterne. Der er bred enighed om, at man ikke skal ligge på maven, og at det faktisk er bedst at ligge på siden eller ryggen.

Ligger du på maven?

Det er ikke en god liggestilling at sove på maven. Faktisk anbefales det, at du vænner dig af med det, hvis du sover på maven, selvom det kan være svært at ændre dine sovevaner. Det er generelt ikke godt for indvolde og tarme, fordi der kommer stort pres på dem. Derudover er det dårligt for din nakke, fordi du vrider den i en skæv position, når du skal have plads til hovedet, og det giver også nakken et knæk bagover. Det kan give spændinger og smerter i nakken.

At ligge på maven er også dårligt for ryggen. Denne stilling skaber et stort svaj i ryggen, som belaster ryggen, og som kan skabe rygsmerter.

Ligger du på ryggen?

Det er meget bedre at ligge på ryggen, selvom det kan være hårdt, hvis du har ondt i ryggen. Du kan eventuelt lægge en pude under knæene, som vil gøre, at din rygsøjle kan slappe endnu mere af. Måske har du også brug for en lille pude under lænden, hvis du har ondt. Er du meget svajrygget, er det dog ikke en god sovestilling at ligge på ryggen.

Der er dog nogle forskere, der mener, at det ikke er så godt at ligge på ryggen, fordi det kan gøre det sværere at trække vejret. De mener, at det er allerbedst at ligge på siden.

Ligger du på siden?

Det er godt at ligge på siden, hvis du altså ikke vrider rygsøjlen ved at dreje i hoften. Vær opmærksom på, at dine ben gerne skal ligge parallelt og lige oven på hinanden, så det ene ben ikke ligger længere fremme end det andet. Du kan evt. lægge en pude eller et tæppe mellem knæene, hvis det er ubehageligt, at de ligger lige oven på hinanden. Dine skuldre og hofter skal også være lige oven på hinanden, og du bør have armene foran kroppen.

Når du ligger på siden kan det dog godt belaste skuldre og hofter. Derfor skal du have en ordentlig madras og pude, der skåner og støtter din krop.

Ligger du lige tilpas?

Faktisk er den stilling at ligge på siden med bøjede ben og armene foran sig i noget, der ligner fosterstilling, forskerne fra National Sleep Foundations yndlingsstilling. Den stilling holder rygsøjlen lige og understøttet, den skader ikke nakken, og tarmene kan arbejde som de skal. Det giver dig en god og rolig søvn.

Uanset hvordan du ligger, så må du ikke sove med armene over hovedet eller sove med hovedet hvilende på armene. Det gør nemlig, at armene begynder at sove, og det giver ikke en god søvnkvalitet.

Hav en god hovedpude, der støtter nakken

En god og støttende hovedpude er en vigtig del af din gode sovestilling, der giver dig bedst mulig søvn. Du bør ikke bruge mere end en pude. Pudens tykkelse er afhængig af din vægt, kropsbygning og den stilling, du sover i. Det kan være en god ide med en formstøbt pude, så du får den bedste sovestilling for dit hoved og din nakke.

Hvis du sover på siden, er det vigtigt, at puden udfylder det hulrum, der er mellem dit hoved, din nakke og madrassen, så din nakke er lige. Målet med hovedpuden er, at din nakke og rygsøjle har samme form og facon, som hvis du stod op.

Sover du på ryggen, er det vigtigste, at puden støtter nakken. Lige meget om du sover på ryggen eller på siden, skal puden støtte under hoved og nakke og ikke under skuldrene eller den øverste del af ryggen.

Madrassen er vigtig for din krop

Madrassens hårdhed og type er meget vigtig i forhold til, hvordan din krop har det om morgnen. Måden du sover på, kan også have betydning for, hvilken madras du skal have. Det er væsentligt, at madrassen har den rigtige hårdhed i forhold til din kropsvægt, så du synker ned i madrassen på den helt rigtige måde, der skåner din rygsøjle, din nakke og din lænd. Jo mere du vejer, jo hårdere skal din madras være. Det vigtigste er, at din rygsøjle er lige, både når du ligger på siden og på ryggen.

Når du ligger på ryggen i din seng, skal du få en til at tjekke, om de lige akkurat kan klemme en hånd ind under din lænd. Og så skal de se på, om din rygsøjle er lige. Det er vigtigt, at du prøver madrassen og tester hårdheden, når du køber ny seng.