Brug soveværelset til søvn og nærvær – Dunlopillo
logo

Brug soveværelset til søvn og nærvær

Smartphones, tablets og bærbare computere er efterhånden blevet fast inventar i vores liv og ikke mindst i vores soveværelse. Vi tjekker mails, inden vi sover, vi går på Facebook, inden vi står op. Det er ikke det bedste udgangspunkt for en rolig søvn, veludhvilede morgner og produktive arbejdsdage. Læs med her og få de gode argumenter for at lade de elektroniske dimser blive inde i stuen, når du går i seng.

Soveværelset er til at sove i, ikke til at arbejde i eller til at chatte, sms’e og maile i. Soveværelset skal stimulere til søvn. Derfor er alle søvneksperter enige: Alt elektronik skal ud af soveværelset. Brug hellere tiden på din partner, når du alligevel er i sengen.

Det er generelt sådan, at hvis du træner dig selv til at forvente noget andet end at sove, når du lægger dig i seng, vil det være sværere at falde i søvn. Det bidder sig selv i halen. Forventer du at se tv eller få anden elektronisk underholdning, når du lægger dig, sover du ikke nær så godt – og du er ikke lige så veloplagt på jobbet dagen efter.

Det blå lys er synderen

Den vigtigste grund til, at du bør bandlyse elektronik fra dit soveværelse, er skærmenes lys. Skærme har et meget kraftigt blåt lys, der påvirker dit søvnhormon, melatonin. Du har brug for melatonin, for at falde i søvn, og melatonin påvirkes af lys og mørke. Mørke betyder, det sættes i gang, så du kan sove, men lys betyder, at produktionen hæmmes. Derfor er lys en stor faktor for, om du sover godt. Lyset fra skærmene påvirker dine hormoner, og får dig til at vågne op. Når du så slipper skærmen og falder i søvn (hvis du overhovedet kan sove), betyder det en urolig søvn med flere afbrydelser.

Gør det blå lys rødere

Man kan eventuelt installere et program på sin computer, sin tablet og sin smartphone, som i takt med at det bliver mørkere udenfor, fjerner det blå lys og gør skærmlyset rødere. Det røde lys er ikke så hormonpåvirkende som det blå skærmlys. Det skal ikke være en undskyldning for at tage elektronikken med i seng, men det kan være en løsning, hvis du nødvendigvis skal arbejde på din computer op til sengetid.
Faktisk har Apple i deres nyeste iPhone opdatering integret en “Night Shift”-funktion, som automatisk justerer skærmens farver til en rødligere nuance, når det er blevet mørkt.

Telefonen giver dig lys natten igennem

Det er ikke kun, når du kigger på telefonen, inden du falder i søvn, at du eksponeres for det skadelige lys. Hvis der tikker en sms eller andet ind, mens du sover, påvirker det lys også din søvn. Sørg i det mindste for at vende den om, så lyset begrænses. Mange tjekker derudover tiden på telefonen, når de vågner om natten. På den måde strømmer der blåt lys ind i hjernen, som gør det svært at falde i søvn igen og sove roligt og godt. Hvis du har behov for at tjekke tiden om natten, så sæt et ur op et sted i soveværelset, så du ikke behøver tænde lys.

Kig også soveværelset igennem for lys fra en clockradio, en router, eller hvad det nu kan være, der giver lys, som kan påvirke dig i søvnen.

Aktive medier får din hjerne i gear

Ud over det skadelige lys, der har indflydelse på dine hormoner, påvirker aktiviteterne på telefonen eller tablet’en din hjerne. Din hjerne skal ikke for højt op i gear, når du skal til at sove, for så bliver det svært at falde til ro, men aktive medier som fx de sociale medier bidrager til hjerneaktivitet, der betyder, at du ikke kan sove. Facebook og andre sociale medier bygger netop på det sociale element, og den dialog, der sker på de sociale medier, er noget, der får hjernen i gang. Der er nemlig rigtig mange ting at forholde sig til. Det er også tilfældet, hvis du svarer på mails.

Det er heller ikke en god ide at have et tv i soveværelset. De programmer, du ser, inden du skal sove, påvirker din hjerne. Er det en krimi, bliver du spændt og måske bange, og er det en komedie, bliver du glad. Blot det at følge med i et narrativ kan være for meget for hjernen, lige inden den skal i dvale. Så sluk fjernsynet, og overvej, om det overhovedet skal være i soveværelset.

De unge er mest i farezonen

Det er de unge, der bruger mest elektronik i sengen. Det er også de unge, der forstyrres i nattesøvnen mest med opkald og sms’er. Ofte er telefonen ikke på lydløs, og det betyder en meget forstyrret søvn. Det betyder også, at man hele tiden er i beredskab og lytter efter, om der nu kommer noget, man skal forholde sig til. For unge er der endda et fænomen, der hedder ”sleep texting”, hvor man i stedet for at gå i søvne skriver sms’er i søvne.
Unge mennesker får generelt for lidt søvn, og det er samtidig i den alder, de har mest brug for det for at lære og udvikle sig. Tal med din teenager om det, og sørg for at elektronikken bliver slukket om natten.

Elektronikken sluger tiden

En anden anke ved elektronik i soveværelset er, at elektronikken betyder, at vi sover for lidt. Man glemmer let tiden og sover derfor for sent, fordi meget af det, der sker på telefonen, er vanedannende og udløser dopamin, som er belønningshormonet. Det gælder de sociale medier, spil, serier osv. Det bliver let lige at tage fem minutter mere i Facebookfeeden eller på chatten, og man kan måske lige vinde et spil mere. Mange spil har endda den funktion, at man ikke kan se uret, når man er inde i spillet, så man ikke har nogen ide om, hvor lang tid man har brugt på det.

Man får derfor en forsinket døgnrytme og sover ikke nok, hvis man lige skal se et afsnit mere på sin computer, vinde et spil mere eller snakke lidt mere over Messenger. Sluk for elektronikken, så du får søvn nok, som i forvejen er en udfordring for os moderne mennesker i det moderne samfund.

Brug tiden til at nyde din partners selskab

Med alt det underholdning, der findes på telefonerne, kan man let glemme at afrunde dagen med sin partner, få evalueret og få kysset hinanden godnat med nærvær. Det kan i visse perioder være den eneste tid, man har sammen, og det er ikke sundt for parforholdet, hvis man bruger den på hver sit elektroniske device eller ser et afsnit af en serie. Det gælder om at få talt sammen for at holde sammen på parforholdet, især i de perioder, hvor man helst bare vil gemme sig væk i det elektroniske univers.

Sådan kommer du i gang med et elektronikfrit soveværelse:

Vælg et andet vækkeur end din smartphone

Det er første skridt til ikke at have telefonen med i seng. Det kan du læse mere om i vores blogindlæg om vækkeure, hvor du også får inspiration til, hvilket vækkeur du så skal have.. Hvis det ikke er muligt, så sæt telefonen på flight-mode, og læg den uden for sengens rækkevidde.

Drosl ned, i timerne inden du skal sove

Et par timer før sengetid skal du begynde at gøre dig klar og slappe af og drosle ned. Der har du slet ikke brug for telefon, tablets, tv eller andet elektronik. Sæt et tidspunkt for, hvornår elektronikken skal slukkes, og overhold den hver aften.

Hav andre ting at lave som backup

Når elektronikken er slukket, kan det være svært at finde ud af, hvad man så skal gøre af sig selv. Hav en god backup-plan i form af en bog, strikketøj, at I taler sammen, at du tager et bad, at I går en rolig tur, at du planlægger morgendagen og morgendagens madplan, eller hvad det nu kan være. Bare husk, at det skal være rolige aktiviteter, der ikke kræver for meget, og som gør jer soveklar. Hård motion er ikke en god ide.

Find et program, der gør lyset i skærmene rødere

Der findes bl.a. det program, der hedder f.lux, som gør skærmlyset rødere og dermed ikke helt så skadeligt. Det er stadig bedst, hvis du kan slukke for skærmene, i timerne inden du skal i seng. Men skal du arbejde til sengetid, kan dette program være en løsning. Du kan også dæmpe skærmlyset, så det ikke er så voldsomt. Find f.lux her: justgetflux.com.

Fabriksvej 13, 7760 Hurup/Thy
+45 82 13 30 60
info@dunlopillo.dk

Nærmeste forhandler